Hiim og Hippe:
Læringsforudsætninger: Når bøgerne er færdige vil vi spørge børnene om hvad de synes om forløbet og hvad de selv mener de har lært.
Mål: Målet er at vi vil have små tegnede bøger fra hvert enkelt barn hvori de fortæller om ting i der har haft stor indflydelse i deres liv. Og derved at kunne få indblik og forståelse for hinandens liv.
Indhold: Vi vil bede børnene om at lave en lille bog med tegninger af store begivenheder i deres liv, såsom en dag de blev storebror/søster
Læreprocessen: Vi, pædagogerne, vil stå for tilrettelæggelsen og sørge for redskaber så børnene kan lave det ønskede produkt. Hvad og hvordan de tegner/skriver i bogen er op til det enkelte barn, så længe det omhandler deres liv, og hvad der er vigtigt for dem.
Vurdering / Evaluering: Børnene har lært at udtrykke sig æstetisk og kan formulere sig på den måde. De får indblik i de andre børns måde at udtrykke sig på, og hvad de finder vigtigt i deres liv.
Livshistorier:
Vha. Model 22 har vi i gruppen valgt at prøve at samarbejde om at hver person i vores gruppe skal lave hver deres livshistorie ud fra titlen “Den dag jeg valgte at blive pædagog”.
Vi har prøvet at følge Model 22, men har dog valgt at springe nogle punkter over. Vi har startet ved punkt 1. Impuls. Her talte i vi i gruppen om hvad vi forbinder med en livshistorie, hvordan den er opbygget og hvad der har haft betydning for netop vores livshistorie. Her har vi haft forskellige ideer om hvad en livshistorie er og hvordan vi kan arbejde med den. Disse ideer har så gjort, at vi har inspireret hinanden til at udarbejde hver vores livshistorie ud fra “Livshistorie-modellen”. Denne proces kan sættes ind i Model 22 punkt 2, angående “Optakt”. Punkt 4. Eksperiment er her hvor vi prøver at udarbejde hver vores livshistorie med inspiration fra “Livshistorie-modellen”. Vi har dog valgt at skrive i sammenhængende og ikke lave punkt opdeling.
Camilla :
Det lyder måske lidt som en kliche, men jeg har altid vidst jeg ville være pædagog. Alle mine samtaler som har omhandlet uddannelse og fremtid i skolen har været om pædagogfaget. Min mor var og er dagplejer, så jeg har altid haft små børn i mit liv. Jeg har set hvor stor en forskel selv de mindste ting gør for det enkelte barn. Jeg så i en tidlig alder at ingen børn er ens og at nogle børn har brug for mere støtte, enten fysisk eller psykisk.
Jeg kan huske at jeg i folkeskolen tit tænkte på hvorfor børn var som de var, hvorfor de gjorde som de gjorde og om der var noget man kunne hjælpe dem med i forhold til det. Jeg brugte meget tid på at analysere de andre på skolen og forklare for mig selv hvorfor de var som de var. Jeg har altid ville gøre en forskel, gerne for hele verdenen men jeg kan også nøjes med bare en enkelt person eller et enkelt tilfælde. Det har altid været børn jeg har haft interesse i, mest børn som mangler noget, som omsorg, opmærksomhed eller forståelse.
Siden jeg blev færdig i gymnasiet har jeg arbejdet i børnehave, vuggestue og SFO. I alle institutionerne var der mange ”alm” børn, som leve og fungerede som størstedelen af Danmarks børn gør. Jeg har altid været hurtig til at skabe kontakt og relation til de forskellige børn, men jeg blev altid drevet til børnene med ekstra behov, og det blev gengældt da de også kom til mig.
Da jeg selv fik et barn fik en forståelse for hvor stor en betydning og indflydelse primær voksne har for børnene. Og hvor hurtigt og hvor meget svigt kan påvirke barnet både følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt.
Jeg synes generelt mennesker er vanvittigt spændende og jeg har altid været fascineret af forskellighederne i menneskers tanker og måde at føle på.
Pernille:
Den dag jeg valgte at blive pædagog. Det er faktisk en lang historie. Jeg har altid haft en idé om, at jeg skulle være psykolog. Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv have et andet erhverv, fordi jeg altid har vidst at jeg vil arbejde med socialt udsatte.Jeg søgte faktisk også ind på psykologi studiet for to år siden, men kom heldigvis ikke ind. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg den dag i dag har fundet ud af, at det ikke ville have været noget for mig. Jeg begyndte at grave i de forskellige muligheder omkring andre lignende uddannelser. Jeg var meget fascineret af den psykomotoriske uddannelsen, da jeg har danset hele mit liv og dette havde en fin balance mellem det fysiske og psykiske. Her ville fx en typisk arbejdsopgave være, hvis en marathonløber brækker sit ben, så har han brug for hjælp både med genoptræning, altså det fysiske, men også det psykiske, idet han ikke har mulighed for at løbe længere. Fordi anatomi, genoptræning osv. ikke siger mig så meget, valgte jeg også den uddannelse fra. Mange af mine venner og faktisk også min familie, har ofte spurgt, hvorfor jeg ikke bare blev pædagog, nu hvor jeg var så vild med børn. Og overvejede det også længe. Men jeg ville være mere end bare en pædagog. Dengang troede jeg nemlig, at enhver pædagog bare sad i en børnehave og drak kaffe og spiste kage. Jeg havde ingen idé om hvor mange forskellige arbejdspladser, der kan følge med denne uddannelse. Eftersom pædagoguddannelsen blev opdelt i tre specialiseringer gav det hele meget mere mening. Fordi jeg altid har været interesseret i det sociale område, var/er jeg ikke i tvivl om, at det skulle være den uddannelse. Jeg er bestemt ingen læsehest og har derfor brug for, at opleve ting i praksis. Selvom psykologi fylder meget, så ville jeg aldrig få ligeså meget ud af sådan en uddannelse, da det kræver, at man læser så ufatteligt meget. Jeg tror på, at man lærer mere og suger mere til sig, idet man får tingene mellem hænderne. Det er i hvert fald en fremgangsmåde, som passer 110% til mig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne uddannelse er den bedste for mig og jeg er meget taknemmelig over, at selvom det tog lang at finde frem til det endelig valg, var det ventetiden værd. Så den dag jeg valgte at blive pædagog, var den dag, jeg fandt ud af at man kunne specialisere sig fra starten af.
Pernille M:
jeg har altid vidst at jeg vil arbejde med mennesker, og har tit fået det bekræftet igennem min familie og venner. Til at starte med var det socialrådgiver jeg fandt mest tiltalende, men efter at have talt med flere venner og bekendte som var socialrådgiver eller gik på uddannelsen, kom jeg frem til at det nok ikke var mig, da jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at sidde på et kontor og knokle hele dagen.
Derefter gik jeg ind og så på hvad der ellers var af muligheder, jeg var meget i tvivl.
En dag var hjemme hos min farmor, og hun fortalte mig at, jeg da altid havde snakke om at blive pædagog, lige siden jeg var en lille pige og kom hos min onkel, som er autist, det vakte interessen for faget og gik ind og læste mere om uddannelsen, hvilket har resulteret i at jeg sidder her i dag.
Majken:
Jeg har aldrig været i tvivl om hvilken vej i mit liv jeg skulle gå. Jeg har altid haft et utrolig stort ønske om at arbejde med mennesker. Jeg vil så gerne kunne hjælpe og gøre en forskel for mennesker, som er sociale udsatte eller på andre måder har netop brug for den støtte, jeg kan have mulighed for at give dem. Udover dette har menneskers forskellighed altid fascineret mig både på måden som vi er på, tænker på, men ligeledes måden vi føler på. Derfor var Pædagoguddannelsen vejen for mig.
Hele mit liv har jeg arbejdet, på den ene eller anden måde. Men en dag blev jeg tilbudt job i den lokale ungdomsklub. Jobbet var spændende og anderledes. Jeg fik øjnene op for pædagogfaget. Jeg fik øjnene op for hvor meget som den person, som jeg er, fik ud af netop det arbejde. Jeg fik så meget personligt ud af det, som gav mig endnu et skub i retningen af netop denne uddannelse.
Pædagoguddannelsen er så spændende. Den giver én så mange muligheder. Der er brug for pædagoger overalt i det danske samfund - hvilket jeg også kan lide. Der er ingen begrænsninger! Men hvorfor endte jeg her? Hvilken dag gjorde netop at jeg valgte at blive pædagog? Det er svært. For der er så mange episoder, stunder, historier, som har gjort forskellen for mit valg. Men hvis jeg skal give et konkret eksempel på netop den dag, jeg fik øjnene op for denne uddannelse, må jeg pege i retningen af min svoger. Min svoger arbejdede med forskellige sociale udsatte, da han fandt sammen med min søster. Han kom hjem til os og fortalte om hans arbejde. Om den store forskel han gjorde for unge, som havde mistet troen på sig selv. Hvordan han støttede dem og heppede på dem i hårde perioder i deres liv. Han er klart den største grund til at jeg er her på uddannelsen i dag. Den mand har inspireret mig så meget. I dag har han lavet hans eget Exit-program for unge udviklings truede i alderen af 15-29 år. Det kan være unge med problemstillinger såsom misbrug, afbrudt skolegang, kriminalitet, ledighed mm. Jeg synes hans arbejde er så spændende. Jeg håber på en ansættelse ved ham engang når jeg er færdiguddannet, hvis der arbejde nok i hans firma. Dette har gjort forskellen for netop “Den dag jeg valgte at blive pædagog”.
Her har vi så præsenteret vores livshistorier dvs. Punkt 6. Præsentation i Model 22. Vi har dog valgt at dele vores historie til ekstern publikum gennem dette indlæg på vores blog. Det sidste punkt i Model 22 er evalueringen punkt 7. Vi har her i gruppen, snakket om hvor svært det egentlig har været at give et konkret eksempel på netop den dag vi valgte at gå denne vej i vores liv.
Efter vores arbejde med narrativ dokumentation har vi valgt at formulere et bud på hvordan vi kan bruge dette på en evt. formidlingsdag. Vi har valgt at investerer i noget pap og tuscher. Derudover har vi også taget nogle gamle blade med. Børnene får udleveret et stykke pap hver, sammen med redskaber, som de kan dekorere planchen med. Her giver vi så børnene en opgave med at de skal lave en planche ud fra hvad, der har haft betydning for deres liv/livshistorie. Det kunne være de fik deres hund, vandt en konkurrence eller blev storesøster/storebror. Børnene har derfor fri mulighed for at udfolde sig kreativt. Både med maling og klip og klister.
Praksisfortællingen ”Ali”:
Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum. Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv. De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige.
Indledning: Et stemnings- og genre-anslag. Fx ”Der var engang…”
Genren er case-genren, hvor vi bliver introduceret for narrativet og konflikten. Case-genren viser sig når man har en kortere historie med en konfliktoptrapning, som forbliver uløst og sætter læseren situation som værende viderebyggende.
Orientering: Vha. hv-ord guides vi på plads i fortællingens rum.
Hvor: Fortællingen finder formentlig sted i en institution, da der er pædagog til stede, “Til sidst kommer pædagogen (...)” i et computerrum, samt i et rum med musik.
Hvem: Ali, pædagog, 3 drenge plus børn som danser.
Hvor længe: Vi formoder at situationen strækker sig over en kort tidsperiode på omkring en halv time.
Handle Sekvens:
Ali sidder og venter på sin tur ved computeren, hvorefter han bliver forstyrret af musikken i rummet ved siden af. Dette får Ali til at gå derind og lege med. Ali danser voldsomt og voldeligt ift. de andre børn, og bliver derfor bedt om at forlade rummet eller danse ordentligt.
Konflikten? The complicating action?
Evaluering: Fortællerens holdning og budskab? Jf. (fra)valg, tillægsord.
Ifølge fortælleren, er dennes holdning, at Alis udadreagerende dans er problematisk for pædagogen og de andre børn, hvilket danner grund i konflikten.
Forfatterens budskab i denne case er, at der skal være plads til alle børn, selv dem med specielle behov. Budskabet kan også være, at inaktivitet kan lede til ophobning af energi, som skal brændes af. Misforståelse af opfattelsen af situationen. Dette kan både forstås som Alis misforståelse af konteksten i dansen, men også pædagogens misforståelse af Ali.
Resultat: Hvad endte det med? Konklusionen. The concluding action?
Afslutning: Udtoning. Overgang fra fortælling til ‘virkelighed’. Fx ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”
Film:
Vores film handler om 6-årige Johanne. Johanne er lige startet i skole og føler sig lidt udenfor i klassen. Hun savner børnehaven, hvor hun var en del af fællesskabet. I klassen er der en gruppe piger, som er med i fællesskabet. Denne gruppe har dog en tendens til at drille Alisha, som har en anden hårfarve end dem. Alisha er meget genert og holder sig mest for sig selv. En dag spørger pigegruppen Johanne om hun vil lege med dem. Johanne takker ja til tilbuddet. Imens de sidder og leger, sidder Alisha et bord fra dem og tegner for sig selv. Pigerne begynder at drille Alisha med hendes hår. Johanne kommer selv med udsagn om hendes udseende og tager dermed selv del i mobningen. Alisha bliver rigtig ked af det og begynder så småt at græde. Johanne kæmper for at være en del af fællesskabet og gør noget hun egentlig ikke har lyst til. Men hun bliver ved med at deltage i mobningen og til sidst stiger presset. Da Alisha græder kan Johanne ikke klarer det mere. Hun stopper op for derefter at stille sig op og forsvarer Alisha. Hun fortæller de andre piger at det er forkert og at Alisha bliver rent faktisk bliver ked af det. Alisha vil jo blot deltage i legen. De andre piger stopper mobningen og ser det er forkert hvad de har gjort og ber Alisha om at deltage i deres leg.
I vores film har vi fokus på mobning. Mobning er et stort problem i de fleste institutioner og følger os gennem hele vores liv. Både gennem vores tilværelse som barn og videre i vores voksenliv. Mobning vil altid komme ind på livet af os, på den ene eller den anden måde. Man kan være medløber, mobberen eller offeret. Derfor har vi netop valgt at lægge vores fokus her. Da emnet er enormt relevant og nutidig.
Vores morale/budskab i vores film er at sætte mobning i et perspektiv, hvor vi alle kan se og mærke konsekvensen af det. Mobning er en uønsket adfærd, men vi har alle prøvet at have det tæt ind på livet. Hvad er det egentlig mobning gør ved os og ved offeret? Hvorfor er det egentlig så slemt? Hvad kan vi gøre for at stoppe det?
Vores primære målgruppe i filmen er børn. Men forældre og pædagoger/pædagogstuderende kan også lærer meget af filmen/scenen, da mobning er noget vi alle sammen kan relaterer til.
Filmen kan formidles ved at blive lagt på vores blog, hvor pædagogstuderende kan bruge den til at vise til børn f.eks. i undervisningssammenhænge eller hvor man har temaet i fokus. For netop at opnå at børnene kan se at mobning er forkert og det er et problem, som skal stoppes i de forskellige institutioner.
Antallet af personer i vores film kan godt variere efter behov og muligheder. I vores film vil der indgå 4-5 personer. Pigegruppen (Antal efter behov), Johanne og Alisha der er offeret i vores historie. Filmen foregår på børnenes skole.
Vi har valgt at sætte den ind i vores film ind i Berettermodellen for at give en anden opstilling af vores film anden betydning.
Berettermodellen:
Anslag: Her ser vi en almindelig time.
Præsentation: Man kan tydelig se pigegruppen, som har et stærkt sammenhold og ikke er uden for klassens fællesskab, Samtidig med ser vi både Johanne og Alisha som sidder for dem selv og virker uden for fællesskabet.
Udvikling: Her bliver Johanne inviteret i legen og deltager aktivt. Her opstår konflikten så med at pigegruppen påbegynder at genere Alisha.
Point of no return: Hvor Johanne deltager i mobningen.
Konfliktoptrapning: Her oplever vi presset på Johanne. Der deltager i mobningen for at leve op til gruppens fællesskab.
Klimaks: Johanne stiller sig op og forsvarer Alisha. Hun konfronterer pigegruppen og ber dem om at stoppe.
Udtoning: Alle pigerne leger sammen.
Storyboard:
Her har vi prøvet at opbygge et storyboard ud fra vores fortælling. Det er de 3 første scener.
1. Scene
Her ser vi en almindelig time i klassen.
2. Scene
Tegner i frikvarteret. Alisha sidder for sig selv.
3. Scene
Mobning opstår og Alisha bliver ked af det.
Vi har valgt at filme den sidste scene i storyboardet. Hvor vi oplever mobningen. Vi har valgt filme vores i P.O.V - Point of view. Først ser vi vores film fra et helt andet perspektiv, hvor vi kan overværer situationen. Herefter kommer synsvinklerne fra de enkelte personer i scenen. Her ser vi både Johannes og Alishas synsvinkel, men også en fra “pige-gruppen”.
